Adventurous Kate inkluderer tilknyttede links. Hvis du foretager et køb gennem disse links, tjener jeg en provision uden ekstra omkostninger for dig. Tak!
Del på Twitter
Del på facebook
Del på Pinterest
Del på e -mail
Du kan bestemt ikke tage det gode uden det dårlige.
Hvert år skriver jeg om mine værste rejsemomenter for at vise dig, at du ikke er immun mod dårlige tider på dine rejser. Rejse løser ikke alle dine problemer. Jeg har gennemgået en hel del problemer på mine rejser:
I 2012 fik jeg mine kreditrapportkort hacket, mens jeg var i Portugal og Spanien.
I 2013 udviklede jeg enorme bikuber i Busan, Sydkorea, og det var ni måneder, før de stoppede med at dukke op på daglig basis.
I 2014 fik jeg hovedlus i New Orleans. Fordi jeg helt klart er et lille barn.
I 2015 blev jeg låst i en vestibule med en kakerlak i Avola, Sicilien, og måtte kalde min Airbnb -vært for at frigøre mig og min mor fri.
I 2016 faldt jeg baglæns og smed hovedet på Bedpost i Passau, Tyskland, hvilket gav mig min første hjernerystelse nogensinde og krævede en medicinsk facilitet tjek i München.
Og i 2017 faldt et stykke af min lejebil i Essential Largo, og jeg sad fast og kørte det hele vejen til Essential West.
Som altid er jeg taknemmelig for, at der ikke skete noget alvorligt dårligt på mine rejser i 2018. Jeg blev ikke alvorligt syg eller såret. Jeg blev ikke arresteret, jeg blev ikke overfaldet, jeg mistede ikke engang min bagage. Ting kunne have været meget anderledes, og det er jeg taknemmelig for.
Men der var nogle yikes øjeblikke på vejen. her er de.
Kører gennem New Orleans barfodet i regnen
Vidste du, at New Orleans er den regnfulde store by i Amerika? Det får det dobbelte af regnen af Seattle og tredobbelt Regnen i London! Og jeg blev nødt til at opleve en af disse regnvejr for mig selv.
Jeg havde tilbragt eftermiddagen på at udforske butikkerne i Garden District, da det begyndte at regne – hårdt. Jeg gik ind i en coffeeshop og valgte at vente på det, men regnen blev endnu værre, og en time senere viste det ingen tegn på stop.
Jeg valgte at indkalde en lyft for at tage mig tilbage til mit hotel. Jeg løb ud, sprang i bilen og regnede med, at det ville være en 10-minutters tur tilbage.
Det viser sig, at det ikke var så enkelt. Gaderne i Storage Facility District blev oversvømmet så dårligt, chaufføren kunne ikke engang gå ned ad gaderne. Derefter forsøgte han at tage alternative ruter og gik glip af afkørslen eller var ikke i stand til at køre på den måde.
Det havde været meget mere end en halv times tid med at vende sig rundt og rundt igen. Jeg var træt og bad chaufføren om bare at trække over. Vandet var ankel dybt, og jeg var ikke ved at ødelægge mine sorte læderlejligheder. Jeg kastede dem i min taske og trådte ud i det ankel-dybe vand.
Ja, det var groft.
Jeg tog tempoet op og slog ned ad gaden. Jeg var omkring tre blokke fra mit hotel og gik stadig gennem det ankel-dybe vand. Heldigvis så jeg ikke affald eller noget værre flyde ned ad gaden. Til sidst var jeg i stand til at komme på et fortov og undgå vandet, men jeg var stadig barfodet.
Åh, en anden ting – jeg havde glemt min paraply den dag. Og jeg var iført en for det meste hvid kjole uden bh. (Du er velkommen, herrer fra New Orleans.) Jeg har aldrig set meget mere ud som en kloakrotte.
At miste min vision i Antarktis
Først virkede det underligt, da jeg ikke kunne fokusere på de Netflix -episoder, jeg havde downloadet til min telefon. Så havde jeg svært ved at fokusere, da jeg tog fotos med mit kamera. Snart var begge mine øjne wonky, hver af dem med forskellige grader af slørethed.
Jeg bliver blind! Jeg troede. Dette kan ikke ske midt i intetsteds!
Jeg gik for at se skibets læge, og hun havde et langt meget mere slettet synspunkt. ”Det er plasteret,” fortalte hun mig og henviste til Scopolamine Seasickness -plasteret, jeg havde bag mit øre. ”Det er en sjælden bivirkning, men det sker hos nogle mennesker. Tag det af, så har du det godt inden for 48 timer. ”
Hun havde ret. Det tog lidt meget mere end en dag, men snart var jeg tilbage til det normale.
Men i processen var det helt forfærdeligt. Jeg tog forfærdelige billeder, fordi jeg ikke kunne fortælle, hvad der var i fokus. Og da sløret var på det værste, valgte jeg at sidde ude af en kajaksejlads … og det [viste sig at være] bogstaveligt talt den eneste dag, vi havde solskin! (Også den eneste dag, hvor nogen faldt ud af en kajak, og jeg er lidt ked af, at jeg også savnede det!)
Til turen tilbage over Drake gik jeg med dramamin i stedet for plasteret. Heldigvis havde vi en ret glat krydsning, og jeg var i god stand.
Hvis du beslutter at vælge en scopolaminplaster til søsyge, skal du vide, at sløret syn er en mulig bivirkning. Som lægen sagde, det er sjældent, men det kan ske. Husk dette, og sørg for at bringe noget godartet som dramamin, hvis det sker med dig.
At få mit betalingskort stjålet, mens jeg er i Japan
“Hvad er disse gebyrer?” Jeg tænkte for mig selv, da jeg så på min bankskærm. “$ 100 på Wawa? I New Jersey? Flere transaktioner? Hvad fanden er det?”
Og jeg indså, at minDebetkort var blevet stjålet digitalt. ENDNU ENGANG. Det er uudholdeligt irriterende, mest fordi jeg er nødt til at opdatere alle mine konti, når jeg får et nyt kort.
Dette var ekstra generende, fordi det skete på min første dag i Japan. Forfærdelig timing. Efter at have været omkring denne rodeo et par gange før, valgte jeg at tage en stor mængde yen ud, så jeg ville være dækket resten af min rejse og derefter kaldet min bank for at annullere kortet. De tilbagebetalte mig senere de falske transaktioner.
Her er et andet forslag til dig: rejse med flere betalingskort. Hvis en af dem holder op med at arbejde, har du adgang til kontanter. Dette er især vigtigt et sted som Japan, hvor adskillige leverandører kun er kontante.
Den værste del af dette er, at det slukkede Wawas navn for mig. Wawa er en bemærkelsesværdig fordelbutikskæde i Philadelphia -området. Du kan købe Cannoli -chips og ricotta -creme fra deli der. Hvorfor skulle du stjæle fra mig på Wawa, svindler?
En skræmmende og forfærdelig uber -tur i Hamptons
Jeg gik til Hamptons i weekenden med fire veninder. Vi havde en mandlig kammerat, der tilfældigvis skulle på samme tid og leje et hus med en masse mennesker, som jeg vil kalde husets folk. Tidligere den dag havde huset folk venligt inviteret os til at deltage i deres dags seng i Gurney’s, et af de varme feststeder om dagen. Senere den aften, fordi det var begyndt at regne, inviterede de os hen til deres hus til mad og drikke.
Jeg drak ikke meget den aften – jeg havde en vandmelon Montauk -øl (jeg var i min Watermelon Romper!) Og gjorde et skud med gruppen. Jeg følte mig lidt underlig om aftenen – jeg kan ikke lide at dukke op og spise folks mad normalt, især fordi de havde trukket strenge for at få os adgang til den dyre strand tidligere.
Der var måske 25 af os i huset eller deromkring. Alle drak, nogle mennesker ganske tungt. Det var meget sjovt-en stor, lavmælt aften hængende med gode mennesker.
Omkring midnat valgte vi at gå ud til en bar og købte flere UBERS for at få os alle der.
Det var da problemet startede.
Vores bil kunne indeholde syv passagerer: en bagerste række på tre, en anden række på tre og nogen i passagersædet. Jeg kom ind i bagerste række med to af mine veninder; De andre fire i bilen var husfolk, som vi havde mødt den dag, tre mænd og en pige.
Husets folk forsøgte at proppe meget mere end syv personer i bilen. ”Bare vend dig ikke rundt,” sagde en af dem, da chaufføren protesterede og sagde, at han ikke kunne tage meget mere end syv, at det var imod loven. Husets folk forsøgte fortsat at snige folk ind, og til sidst henvendte sig til sidst, da chaufføren truede med at sparke alle ud.
Vi begyndte at køre ned ad vejen, chaufføren virkede lidt forvirret over, hvor vi skulle – og huset folk begyndte at fornærme chaufføren.
“Du ved ikke, hvor du fucking går!” En mand råbte. De andre begyndte at hældes på, kaldte ham en idiot, fornærmet ham og hans kørsel. Mine veninder og jeg udvekslede look af rædsel i bagsædet.
”Fyrene,” rørte jeg bagfra. “Lad os bare komme til vores destination.” Mine veninder sluttede sig til mig.
”Du er i servicebranchen,” slørede pigen. “Dit job er at tjene os.” De to andre mænd fortsatte med at råbe på chaufføren.
Manden i forsædet vendte radioen til en statisk station vendte derefter lydstyrken helt op.
”Sluk for den statiske, tak,” råbte jeg. Han lod den tændt i yderligere 30 sekunder og vendte den derefter ned.
Jeg burde tilføje, at vi var i et landdistrikt, dybt inde i skoven, med praktisk talt intet telefonsignal på vores telefoner. Jeg var bange. Jeg ville ikke være alene med disse berusede og vrede mennesker, og jeg ville ikke være tilbage ved siden af vejen midt i intetsteds.
Endelig var baren i syne. Vi brast ud af bilen og fandt vores andre veninder og vores kammerat, der boede i huset. ”Dine venner er røvhuller,” sagde jeg, før vi tre fortalte turen i detaljer. Vores ven fortalte os, at han alligevel ikke var venner med disse mennesker; De var meget mere som venner af venner.
Under alle omstændigheder ønskede vi tre ikke at blive – nogen chance for, at vi havde en god nat var forbi. Jeg greb en Uber, og vi gik tilbage til vores hotel.
Jeg har set en masse modbydelig opførsel i mit liv, men det var anderledes. Det var det faktum, at vi havde haft det så godt med alle disse mennesker i huset, og så snart nogen fra en lavere social klasse kom ind på billedet, blev de til monstre. (Jeg burde tilføje, at chaufføren var sydasiatiske, og det var også to af de fire husfolk i bilen, så jeg synes, dette var meget meget mere en klasse ting end direkte racisme. Men du ved aldrig- nogle mennesker kan være selv- hader.)
Det var uden tvivl det grimeste øjeblik i mit år.
At finde mine første grå hår i Wien
Gratis hårfletning ved Wien Beach Volleyball Open? Hvis de leverede denne service meget oftere, ville jeg gå til et helvede af meget mere sportsbegivenheder!
Min stylist begyndte at adskille mit hår og styling det til franske fletninger, der blev til boller øverst.
”Vent,” sagde Cailin. “Du har noget gråt hår der.”
”Det er ikke gråt,” svarede jeg. ”Det er blondt. Jeg har en masse tilfældige blonde hår på hovedet. ”
”Nej, det er bestemt gråt,” sagde hun og trak håret foran på mit ansigt.
Jeg kiggede.
Det var gråt som fuck.
“Noooooooo!” Jeg råbte. ”Jeg troede, jeg havde meget mere tid! Jeg troede, jeg havde år før jeg skulle bekymre mig om dette !! ”
Cailin trak dem begge ud. Samantha Jones ‘stemme ringede i mit hoved: “Hvis du plukker den, kommer seks til dens begravelse!” I det mindste er det temmelig langt bagpå …
Et trafikophold i aldre
Jeg kan ikke gå for meget detaljeret her, fordi det er en anden persons historie såvel som min, men jeg havde et enormt lejebilleder i foråret. Det blev løst, men det tog så lang tid at blive løst, at jeg endte med at forlade timer senere end planlagt.
Og jeg endte i fredag eftermiddags rush -trafik, der ventede på at komme ind i Holland -tunnelen.
Jeg vidste aldrig, hvordan dette område bliver til et galhus. Hver blok har flere arbejdstagere, der holder bilerne tilbage, så de ikke ender med at blokere krydset. Men det er kun til de kryds, der er tættest på tunnelen – før det blokerer folk bare alt på deres stier.
Ved du, hvor lang tid det tog mig at gå et par blokke i Tribeca? 90 minutter. Og det var ikke engang hele ventetiden.
Let den værste trafik i mit liv.
Jeg må dog sige, at der var nogle plusser. Nu hvor jeg har oplevet at køre på Manhattan, prøver jeg at være en meget meget mere hensynsfuld fodgænger. Og jeg er endnu mere i fred med mit mål at leve uden at eje en bil resten af mit liv. Jeg er glad for at leje en, når jeg har brug for en, men at eje en? Nej tak.
Den værste afslutning på US Open
Jeg var så begejstret, da Emirates inviterede mig til at glæde mig over USA Open fra deres private boks – og jeg fik valgt det sidste kvindes showdown! Hvilken fantastisk mulighed! Jeg bragte min søster, vi havde nogle af de bedste sæder i huset, Vanessa Williams sad ved siden af mig i fem minutter, Pierce Brosnan hang ud i suiten, og jeg var så begejstret at endelig se Serena Williams spille i det virkelige liv.
Og kampen startede godt. Det var intenst og spændende. De var temmelig jævnt matchet, skønt Naomi Osaka spillede lidt bedre … men så eksploderede tingene. Dommeren beskyldte Serena for at blive coachet, og hun blev forankret et spil – og det blev gjort.
Ligesom det var det forbi.
Og hele stadionet var forbandet.
Jeg har aldrig set et helt stadion af mennesker, der er vidt vred på en atletisk begivenhed. Jeg vil være klar over, at ingen boede Naomi – hun havde spillet bedre. Men dette var ikke sejren, som hun fortjente. Hun fortjente at vinde entydigt uden en stjerne. Og Serena er på trods af at være den største atlet gennem tidene underlagt de værre dobbeltstandarder. Den samme ref vidste, at Roger Federer blev coachet, og han gjorde ikke noget.
US Open var sådan en fantastisk oplevelse, men jeg var så oprørt, at det sluttede på den måde.
Mister onkel Tony
Det næste øjeblik på denne liste er et, der berørte os alle: den pludselige bortgang af Anthony Bourdain. Jeg vil dele det, jeg skrev på Facebook:
Hvilket absolut ødelæggende tab.
Jeg kalder ham onkel Tony. Hver gang jeg gør det, spørger et par af jer: “Er han virkelig din onkel?” Nah. Men det viser bare dig, hvordan jeg ser ham: lige dele salvie og kærlig, uendeligt velinformeret og ivrig efter at fortælle dig ting, som dine forældre ikke ville.
Anthony Bourdain ændrede, hvordan vi alle rejser. Fordi jeg begyndte mit rejseblogging -erhverv i 2010, har der været en enorm ændring i påvirkningen af mad på rejsen. Kulinarisk rejse plejede at handle om at spise i de bedste restauranter med de mest kendte kokke; I det sidste årti er gademad kogt af almindelige mennesker blevet essensen af at rejse til mad. Bourdain opfandt ikke dette koncept – men han populariserede det til mainstream.
Og muligvis den mest vigtige ting, han gjorde WA
